Om mig
Jeg er ordstyrer, forfatter og journalist. Til daglig arbejder jeg som nyhedsvært på TV Avisen, DR og har tidligere været USA-korrespondent med base i Washington, og rejsende reporter i katastrofe- og konfliktzoner.
Jeg har dækket nogle af de største begivenheder i nyere tid, blandt andet tsunamien i Sydøstasien og de voldsomme jordskælv i Pakistan og senest i Tyrkiet i foråret 2023. Som korrespondent i USA har jeg dækket alt fra primærvalg til præsidentvalgkamp og har rejst over alt i landet. Jeg har tidligere været vært på udenrigsmagasinet DR2 Udland.
Derudover har uddannelsesområdet altid stået mig nært. I 10 år har jeg været vært på I Sandhedens Tjeneste, DR’s nyhedsshow for 8-10. elever om nyhedsformidling, etik og kildekritik, som vi har rejst med i hele landet, og som over 150.000 unge har deltaget i.
Jeg er uddannet cand.comm. i Journalistik og Dansk fra Roskilde Universitet.

